Nyhedsbrev 1 – marts 2008 – Ejerforeningen

Herved udsendes 1. nyhedsbrev 2008 til samtlige beboere i Mikkelborg Park.

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• Grønne områder: Vinter beskæringen er nu tilendebragt, og tilbage står kun nogle enkelte finjusteringer, navnlig i den sydlige del af parken. Det er bestyrelsens håb, at vi kan få området bragt op på et højere niveau, således at området fremover kan fremstå velplejet og indbydende.
Desværre er der stadig beboere i den nordlige del, 25 – 29, der mener, at de har ret til selv at beskære planter, buske og træer (læs ”Gran allé” ). Denne selvtægt betyder, at ejerforeningen får ekstra udgifter til reparation af de skader beboerne / beboeren har forvoldt. Dette hærværk er oven i købet sket før og efter at der er blevet beskåret og tyndet ud.
Bestyrelsen er ved at indhente de sidste tilbud på vedligeholdelse af skrænterne og det er vores håb, at kunne påbegynde renoveringen af skrænten ved ”Gran alléen” i foråret 2008.

• Råger: Rågerederne er blevet fjernet, og det ser ud til, at de ikke vender tilbage.

• Mosegrise: Plænerne er hårdt angrebet af mosegrise. En bekæmpelse af disse påbegyndes snarest. Det er derfor vigtigt, at alle holder deres hunde i snor, da der vil blive anvendt gift.

• Lyskilder: Bestyrelsen har indhentet tilbud på besparelses foranstaltninger. Inden bestyrelsen beslutter sig for at sætte dette arbejde i gang, vil der i en del af kælderen, blive gjort forsøg med diverse spareanordninger. Bestyrelsen vil sikre sig, at anlægsudgiften står i relation til den opnåede besparelse.

• Vaskeriet: Etablering af det nye vaskeri påbegyndes den 3. marts. Onsdag den 12. marts kl. 17, vil det nye vaskeri blive indviet. Alle er velkommen.

• Fibernet: DONG har nu afsluttet deres arbejde med at installere fibernet i ejendommen. Bestyrelsen har dog haft indsigelser hvorfor den afsluttende forretning endnu ikke er underskrevet. Dan-Ejendomme´s advokat har overtaget sagen.

• Vicevært: Alle beboere har uden tvivl noteret sig, at vi har fået en ny vicevært, Erik Spieser, der i løbet af de knap 2 måneder han har været her, allerede har gjort et fantastisk stykke arbejde. Vi hilser ham meget velkommen.

• Plaskeværn: Bestyrelsen er ved at indhente de sidste tilbud på opsætning af plaskeværn. Den endelige løsning vil blive fremlagt på Generalforsamlingen.

• Havedag: Bestyrelsen barsler med en havedag, hvor vi blandt andet skal have opmalet parkeringsbåsene og givet alle trækasserne/hegn olie. Dato for dette arbejde udsendes senere.

• Affaldsskakterne: Vi må endnu engang gøre opmærksom på, at disse ikke er til aviser, pap og flasker. Viceværten kan ikke slæbe så tunge containere op af kælderen. Brug de opstillede store containeres med gratis tømning. Renovationsafgiften betales pr container, så prøv at hold udgiften nede ved at benytte de respektive containere til pap, aviser og flasker.

• Terrasserne: Vi skal henstille til, at man rydder op på disse og ikke bruger dem som pulterkammer eller lagerplads. Som alle sikkert ved, har vi mange steder i denne vinter, været plaget af mus/rotter og en terrasse med megen opmagasinering af diverse sager, indbyder til bygning af reder.

• Property Group: Bestyrelsen har haft kontakt til de nye ejere af rest ejendommen. I øjeblikket står der 16 lejligheder tomme. Disse bliver nu renoveret med salg eller genudlejning for øje. Bestyrelsen skal til møde med Property Group i uge 11.

• Generalforsamling: Generalforsamlingen forventes afholdt primo maj. Indkaldelse og formandens beretning udsendes senere.

• Bestyrelsen: Kirsten Havgaard har desværre valg at træde ud af bestyrelsen, hvorfor vi pt. kun er to tilbage. Vi beklager Kirstens valg da hun har været en god, loyal og engageret medspiller i bestyrelsen. Kirstens udtræden betyder, at der til GF skal vælges mindst ét nyt bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen hører gerne fra beboere der kunne tænke sig at stille op til valg.

• Diverse: Bestyrelsen har indgået en lejeaftale med Sonofon om at opsætte 2 mobil sendere på skorstenen.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Udgivet i Bestyrelse, Bygninger, Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park, Veje og fælles arealer | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 1 – marts 2008 – Ejerforeningen

Nyhedsbrev 4 – december 2007 – Ejerforeningen

Herved udsendes 4. nyhedsbrev 2007 til samtlige beboere i Mikkelborg Park.

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• Grønne områder: Som det kan ses er trækronebeskæringen/løftningen nu afsluttet.

• Vinterbeskæring:Træerne langs med kørebanen og træerne ved terrasserne inde i parken vil blive beskåret. Desuden beskæres de stedsegrønne træer, cypresserne, og taksene der står langs Granalléen og skygger meget for beboerne i nr. 25-27. Buskene i den store græsplæne vil blive gennemgået, da en hel del er blevet meget grimme og derfor vil blive taget op og fjernet. Bestyrelsen tager senere stilling til, om der skal genplantes. Ligeledes bliver en del selvsåede træer langs kanten ind til skoven skåret ned og en del vil blive fjernet.

• Forår/ sommer 2008: Skråningerne vil blive påbegyndt en renovering, dvs. ukrudt fjernes og evt. vil der blive plantet bunddække til at holde på jorden. Det er i første omgang skråningen i midten af parken, der påbegyndes, hvis budgettet holder. Vi har af gartneren fået udarbejdet en plan, som vi vil gå frem efter.

• Rågebekæmpelse: Nedtagningen af rågereder ved nr. 31, vil blive påbegyndt inden 1. marts (2008), som loven siger.

• Vaskeri: På generalforsamlingen blev det vedtaget, at bestyrelsen skulle igangsætte en analyse af behovet for et nyt vaskeri. Denne er nu afsluttet med det resultat, at der er både behov og ønsker for et nyt vaskeri. Bestyrelsen har derfor indhentet tilbud fra to af de største og mest kendte udbydere: Miele og Electrolux. Bestyrelsen har accepteret det bedste tilbud. Arbejdet påbegyndes i januar 2008 og beboerne får besked på det eksakte tidspunkt, da vaskeriet vil være lukket i et vist antal dage. Vi vil herved spare ca. 40 – 50.000 kr. årligt i vand og el-forbrug. Når det er sagt, vil vi ikke undlade at sige, at vi glæder os til at få et tidssvarende og miljømæssigt velfungerende vaskeri.

• Lyskilder: Undersøgelsen foregår pt. Vi er begyndt med kælderen, for her at få et tilbud og en beregning på en besparelse, ved at nedsætte/slukke en del af lysrørene, men alligevel have et konstant lys, således at der aldrig vil være helt slukket.

• Fællesudgifter: Da vi i fremtiden står overfor forskellige store opgaver/projekter, såsom maling af plantekasser, påbegyndes maling af opgangene over de næste år. I den forbindelse ser vi os nødsaget til at meddele, at vi for året 2008 er nødsaget til at sætte fællesudgifterne op. Desuden må vi meddele, at alle afgifter stiger pr. 1. januar 2008. Det være sig el, vand og renovation.

• Viceværten fratræder: Det er med stor beklagelse, at vi må meddele at vor vicevært Niels Grandal fratræder pr. 31. december 2007. Dette skyldes, at han har søgt andre udfordringer. Vi kan i den forbindelse oplyse, at han har været ansat på ejendommen i 22½ år. Vi ønsker Niels Grandal alt det bedste, da vi har været meget tilfredse med hans arbejdskraft på ejendommen.

• DONG og Dansk Bredbånd: Installationerne af fibernet i de fleste lejligheder er nu ved at være tilendebragt og man håber at kunne være helt færdige medio januar 2008. Det har dog ikke været helt uden problemer. En håndfuld beboere har nægtet håndværkerne adgang til deres bolig, hvilket er i strid med vedtægterne. I nogle enkelte tilfælde, har placeringen af ingeniørgangen ikke været i køkkenet, men derimod i et værelse. I andre tilfælde, har de af Sam-Pension renoverede køkkener, blokeret for adgang til skakten. Der har ligeledes været enkelte steder, hvor ejere selv har renoveret deres køkkener og derved blændet af for indgangen til skakten. I det tilfælde er det ejeren selv, der må bekoste arbejdet med at skaffe adgang, da det ikke er tilladt at spærre for nævnte inspektionslem. Bestyrelsen har løbende møder med DONG og Dan-Ejendomme om projektet.

• Et bestyrelsesmedlem fratræder: Jes Sørensen har efter eget ønske valgt at udtræde af bestyrelsen pr. 6. december d.å. med øjeblikkelig virkning.

• Husorden: Bestyrelsen henstiller til beboerne at man respekterer og overholder husordenen – og det gør man også i de fleste tilfælde – men det er vores juleønske, at vi alle gør vor bedste for, at Mikkelborg Park bliver et rart og dejligt sted at bo.

Og når det er sagt, så vil bestyrelsen gerne takke for det år som er gået. Det har været et turbulent år, men også et år, hvor vi synes at vi har opnået resultater.

Bestyrelsen ønsker glædelig jul og et godt nytår, hvor vi ser frem til nye arbejdsopgaver- og resultater.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Udgivet i Bestyrelse, Bygninger, Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park, Veje og fælles arealer | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 4 – december 2007 – Ejerforeningen

Nyhedsbrev 3 – august 2007 – Ejerforeningen

Herved udsendes 3. nyhedsbrev 2007 til samtlige beboere i Mikkelborg Park.

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• Konstituering af ny bestyrelse: Vi har tidligere meddelt, at der i bestyrelsen pt. alene er repræsenteret ejere, som er bosiddende på ejendommen. Denne ændring midt i en periode medfører øgede arbejdsressourcer for bestyrelsen, hvorfor vi beder om beboernes forståelse på en sådan måde, at vi kan få mest mulig arbejdsro.
Til eksempel kan nævnes ”klipning af hækken på Strandvejen”. Bestyrelsen havde lavet aftale om pris og udførelse af arbejdet. På grund af omstændigheder, som vi ikke havde indflydelse på, blev hækken ikke klippet som aftalt. Dette fulgte bestyrelsen naturligvis op på. Imidlertid rettede nogle beboere henvendelse til Hørsholm Kommune, hvorefter vi fik en henstilling om at bringe forholdet i orden. Heldigvis fik vi ikke et påbud, for i det tilfælde ville vi have været tvunget til, at lade et andet firma udføre arbejdet til en ganske anden og dyrere pris.
Vi beder også om forståelse for, at vicevært Niels Grandal får en sådan arbejdsro, at han kan udføre sit arbejde til gavn for Ejerforeningen.
Vedrørende reklamationer over ”Udvendig vedligeholdelse” bedes man rette skriftlig henvendelse til Dan-Ejendomme.

• Grønne områder: Dan-Ejendomme har, som alle har observeret, ikke overholdt vor indgåede aftale om vedligeholdelsen af området. Dan-Ejendomme har lovet bestyrelsen, at der vil blive rettet op på manglerne, hvilket vi ser frem til med stor optimisme.
Den sædvanlige vinterbeskæring af buske og træer ved kørevejen gennemgås i eftersommeren og tilbud gives.
Da projektet med Arkitektskolen ikke kunne lade sig gøre, har bestyrelsen taget kontakt til et professionelt firma, hvad angår træbeskæring på skråningerne. Vi vil i den forbindelse henstille til beboerne, at man ikke tager kontakt til bestyrelsen om dette, da vi tager hånd om det.
Bestyrelsen henviser i øvrigt til, at der forefindes retningslinier for beplantning og udseende for området (lokalplan). Vi gør også opmærksom på, at vi skal være nænsomme, hvad angår udtynding og beskæring af træer på skråningerne, da der kan være fare for jordskred. Herom senere.

• Vaskeri-undersøgelsen: Tak for svarene på undersøgelsen. Det var dejligt, at så mange havde interesse herfor. Konklusionen er, at der er både behov og ønsker for et nyt vaskeri, så derfor vil bestyrelsen indhente tilbud på et nyt vaskeri. Herom senere.

• Udsugning- og ventilation: Vi er ved at måle effekten af samtlige ventilationsanlæg, og vil i den forbindelse bede alle beboere om, at rense deres udsugning i badeværelset samt påse at ventilen er skruet korrekt i (5mm åbning). Samtidig vil vi gerne have en melding om, hvilke beboere der har skiftet deres emfang ud med et elektrisk.

• Råger: Vi har i overensstemmelse med loven lavet en aftale med firmaet Tree Care om løbende, at nedtage rågereder og beskære grene, hvorpå disse bliver bygget. Dette vil foregå inden 1. marts 2008.

• Vandindsivning ved nr. 1 og 2: Bestyrelsen har i første omgang bestilt en rensning af brøndene i området. Endvidere skal udføres rensning og højtryksspuling for opgangene ved nr. 9-10 samt 18-19, så afdækning af problemstillingen omkring vandindtrængning i kælderen afklares.

• Kælderrum: Ejerforeningen er i besiddelse af en række ekstra kælderrum, som alene udlejes til ejendommens beboere. Pt. er der venteliste, men er man interesseret kan henvendelse ske til Thomas Flandrup.

• Ordensregler: Vi får til stadighed mange henvendelser om manglende overholdelse af ordensregler. Endnu en gang ”ingen luftning af hunde på græsplænerne”, ligesom fuglefodring ikke er tilladt (der er konstateret mus ved ejendommen).

• Maling af altankasser i stueetagen (indvendig side): Må alene ske med farveløs Pinotex/Flügger.

• Oliering af træ på altanværn: Til beskyttelse af træet skal benyttes Frydensberg Træolie, natur (Sadolin i Hørsholm Midtpunkt).

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Udgivet i Bestyrelse, Bygninger, Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park, Veje og fælles arealer | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 3 – august 2007 – Ejerforeningen

Nyhedsbrev 2 – juni 2007 – Ejerforeningen

Herved udsendes 2. nyhedsbrev 2007 til samtlige beboere i Mikkelborg Park.

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• De grønne områder: Hækkene foran plantekasserne bliver klippet indenfor 14 dage. Forslag stillet på generalforsamlingen om, at studerende fra Arkitektskolen kunne udarbejde en plan over parken, kan ikke gennemføres alligevel, da det er for stor en opgave. Vi har derfor planlagt, at afholde møde med et gartnerfirma for udarbejdelse af en plan for området.

• Force-rapporten: Gennemgås af SamPension, der herefter indkalder bestyrelsen tillige med Force til et møde for stillingtagen til fremtidige projekter med henblik på vand- og el-besparelser. Spørgeskema er udsendt, for at analysere behovet i vaskeriet.

• Busplan for Hørsholm Kommune 2008 – 2011: Bestyrelsen har på ejere- og lejeres vegne indsendt kommentarer- og indsigelser til kommunen, idet der har været en netop afsluttet høringsrunde om, hvorvidt Hørsholm skal have sin egen bybus. Vi har refereret til Mikkelborg Park’s bussag i 2004, og givet til kende, at vi nu – som dengang – stadig gerne vil have en bybus. Vi har også givet til kende, at vi ønsker strandvejsbussen (388) tilbage på Strandvejen. Det forventes at busplanen, med de kommentarer/indsigelser der er kommet i løbet af høringsperioden, forelægges politisk i løbet af efteråret.

• Svalereder: Rederne bliver ikke nedtaget, idet denne omkostning ikke er medtaget i budgettet. Man er velkommen til selv at nedtage rederne.

• Festlokalet: Til vores meget store ærgrelse er der igen, igen konstateret indtrængning af vand indtil flere steder.

• Renovation/skakt-containere: Bliver fremover tømt onsdage i stedet for som hidtil på mandage.

• Plaskeværn: Vi arbejder på en løsning.

• Fibernet: Der afholdes info-møde med DONG d. 3. juli d.å., kl. 19.00 i beboerlokalet.

• Trapperengøring: Nyt rengøringsselskab er ansat pr. 1. august d.å.

• Hundeluftning: En ny trend har set græsset grønnes på de store græsarealer, hvor vi kan se, at disse bliver brugt som hundetoiletter PU-HA, PU-HA!!! Vi henstiller til, at det ophører, da plænen benyttes af børn, solbadere m.v.

• Tagreparationer/enkelte tagrender: Skal ifølge entreprisen påbegyndes i uge 27.

• Fodring af fugle: Er ikke tilladt, da foderet tiltrækker mus og lignende.

• Råger: Skov- og Naturstyrelsen vil gerne sætte noget op i træerne, som har til formål at formindske rågeantallet til foråret, ligesom Dan-ejendomme vil hjemtage et tilbud på fjernelse af rågereder. I bestyrelsen har vi ikke kunnet få fat i et firma, der beskæftiger sig med dette.

• Udluftning i vaskeriet: Dan-ejendomme/SamPension har fået tilbud på en støjdæmper og tager stilling hertil.

Vi ønsker alle en god sommer!

De bedste hilsner

Bestyrelsen

Udgivet i Bestyrelse, Bygninger, Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park, Veje og fælles arealer | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 2 – juni 2007 – Ejerforeningen

Nyhedsbrev 1 – maj 2007 – Ejerforeningen

Herved udsendes 1. nyhedsbrev 2007 til samtlige Beboere i Mikkelborg Park (MP).

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• Husorden: Bestyrelsen har udarbejdet et nyt sæt regler for husordenen. Der har været afholdt et orienteringsmøde om dette, hvor de fremmødte beboere havde mulighed for at komme med kommentarer. Husorden er udsendt til alle ejere ifm med GF den 30. maj 2007.

• De grønne områder: Bestyrelsen har i efteråret 2006 forhandlet ny kontrakt vedr. de grønne områder. Gartner Frandsen har stadig ansvaret for beskæring, beplantningen mm hvorimod Dan-ejendomme facility management har overtaget græsslåningen.
Der har desværre igen være foretaget ulovlig beskæring af skrænterne. Bestyrelsen tager kraftigt afstand fra dette.

• Svalereder: Rederne er blevet fjernet ifm malerarbejdet, men det er jo kun en stakket frist. Vi arbejder på en løsning.

• Hobbyrum, bordtennisrum mm: Disse rum er nu blevet ryddet og anvendes nu flittigt.

• Festlokalet: Teknologisk institut har foretaget målinger og udstedt en rapport med anvisninger og anbefalinger til, hvordan lokalet kan blive tæt og brugbart. Der er løbende blevet udført fugtmålinger og det ser nu ud til, at vi endelig har fået bugt med problemet. Vi håber at en renovering af lokalet kan påbegyndes snarest.

• Renovation/containere: Under vores gennemgang af området må vi desværre konstatere, at der stadig er beboere der ikke gider aflevere storskrald i vores container. Vi skal derfor igen gøre opmærksom på, at de små containerrum kun er beregnet til flasker og aviser. Det er ligeledes vigtigt, at der ikke bliver smidt ”ikke brandbart” affald i den store container, da vi ellers bliver pålagt en ekstra afgift på kr. 5.000,- pr tømning.

• Altanværn mm: Bestyrelsen har indgået aftale med Sadolin i Hørsholm om levering af Olie, maling mm. For at få rabat hos Sadolin, kræves en rekvisition. Denne kan fås ved henvendelse til Lise Kure, Kirsten Havgaard eller Thomas Flandrup.

• Fibernet: Som det har fremgået af indkaldelserne til GF, har bebyggelsen modtaget et tilbud fra DONG om gratis at installere fibernet i ejendommen. Kablet vil blive ført ud til hver enkelt beboer uden beregning. Hvorvidt den enkelte herefter ønsker at benytte dette kabel, har intet med DONG´s tilbud at gøre.

• Havedag: Bestyrelsen har planer om at afholde en havedag sidst på sommeren eller i det tidlige efterår.

• Trapper mm: En del af trappebelægningen er ved at falde af. Bestyrelsen har aftalt med Dan-ejendomme og Niels, at disse bliver på limet uden for normal arbejdstid, af Niels.

Med venlige hilsen

Bestyrelsen

Udgivet i Bestyrelse, Bygninger, Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park, Veje og fælles arealer | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 1 – maj 2007 – Ejerforeningen

Nyhedsbrev 3 – december 2006 – Ejerforeningen

Herved udsendes 3. nyhedsbrev 2006 til samtlige beboere i Mikkelborg Park (MP).

Ejerforeningen har, siden den ordinære generalforsamling, afholdt 3 bestyrelsesmøder, samt 3 enkeltmøder med administrator og ejendommens funktionær. De lokale bestyrelsesmedlemmer har endvidere jævnligt afholdt møder.

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• Husorden: Bestyrelsen har udarbejdet et nyt sæt regler for husordenen. Disse er ved at blive finpudset. Der vil senere blive indkaldt til et beboermøde for godkendelse af dette.

• Maling af facader mm: Arbejdet er nu afsluttet og Friedmann er begyndt at udbedre nogle af de fejl og mangler der er fremsendt af beboerne.

• De grønne områder: Vinterbeskæringen foregår som sædvanligt i januar/februar måned. Beplantning af en del af skrænterne vil blive påbegyndt når frosten slipper jorden. Hegnet ved strandvejen er nu blevet udskiftet og der er blevet plantet en ny hæk.
Der er desværre stadig beboere der mener at de har ret til at fælde buske og træer på fællesarealerne. For god orden skyld, skal vi gøre opmærksom på, at udover at være strafbart hærværk, så belaster det også vores vedligeholdelseskonto unødigt, da der skal indkøbes erstatning for de manglende træer/buske.

• Svalereder: Rederne er blevet fjernet ifm malerarbejdet.

• Hobbyrum, bordtennis rum mm: Disse rum har været benyttet til alt andet end det de var tænkt til. Beboere har anvendt rummene til opmagasinering af diverse personlige effekter. Rummene bliver nu tømt.

• Festlokalet: Teknologisk institut har foretaget målinger og udstedt en rapport med anvisninger og anbefalinger til, hvordan lokalet kan blive tæt og brugbart. Der er løbende blevet udført fugtmålinger og det ser nu ud til, at vi endelig har fået bugt med problemet. Vi håber at en renovering af lokalet kan påbegyndes i det tidlige forår. Ejerforeningen har fra og med 1. juli 2006, selv stået for udlejningen af lokalet. Lokalet reserveres via E-mail: Fest@mikkelborgpark.dk eller via Charlotte Nilsson MP 17 st th. Leje og rengøring bliver som hidtil på henholdsvis kr. 250,- og kr. 700,- Depositummet bortfalder og indbetalingen kommer til at foregå via girokort. Ved fremvisning af kvittering for indbetaling, udleveres nøglen umiddelbart inden lokalet skal benyttes. Efter lejemålets ophør, inspiceres lokalet og eventuelt ituslået porcelæn og lignende, opkræves af Dan-ejendomme via girokort. Bestyrelsen er ved at udarbejde en ny lejekontrakt hvor begge rum kan indgå. Prisen for leje samt dispositum, er ikke endeligt vedtaget.

• Legepladsen: Legepladsen er nu blevet opsat. Der har været to indsigelser mod de anvendte farver, der efter de to beboers mening, ikke falder i tråd med amtets retningslinier. Da retableringen af legepladsen er en del af Sam-pensions renovering af byggeriet, har bestyrelsen ikke noget med sagen at gøre.

• Renovation/containere: Under vores gennemgang af området må vi desværre konstatere, at der stadig er beboere der ikke gider aflevere storskrald i vores container. Vi skal derfor igen gøre opmærksom på, at de små containerrum kun er beregnet til flasker og aviser. Det er ligeledes vigtigt, at der ikke bliver smidt ”ikke brandbart” affald i den store container, da vi ellers bliver pålagt en ekstra afgift på kr. 5.000,- pr tømning.

• Ejendomsfunktionærerne: Bestyrelsen og ejendomsfunktionær Niels Bo Grandahl afholder møde hver måned hvor arbejdsplaner o. lign bliver gennemgået. Arbejdsplanen kræver stadig, at den tilpasses den faktuelle situation. Disse møder har været meget givtige. Bestyrelsen skal stadig indskærpe, at alle henvendelser til Niels, sker i de af Dan-ejendomme, fastlagte tider. Samtidig skal vi gøre opmærksom på, at Niels ikke har noget med ejernes/lejernes bolig at gøre. Al indvendigt vedligehold er for ejernes egen regning. Lejerne har en anden aftale med Dan-ejendomme. Der er tilknyttet en ejendoms funktionær til at varetage disse opgaver.

• Altanværn mm: Bestyrelsen har indgået aftale med Sadolin i Hørsholm om levering af Olie, maling mm. For at få rabat hos Sadolin, kræves en rekvisition. Denne kan fås ved henvendelse til Lise Kure, Kirsten Havgaard eller Thomas Flandrup.

• Plaskeværn: Tegninger til plaskeværn kan fås ved at henvende sig til Jørgen Kops i nr. 30. Jørgen har udviklet et værn, der både er pænt, billigt og nemt at opsætte. For at få en helhed i det arkitektoniske, har bestyrelsen besluttet at det kun er Jørgen Kops model, der fremover må anvendes som plaskeværn. Tegninger kan rekvireres hos Jørgen Kops. Det færdige produkt kan ses ved at gå om på østsiden af nr. 30 eller ved opgang 17.

• Kælder: Mange beboere har ment, at kælderen skulle anvendes til afsætning af diverse personlige ejendele man ikke lige havde plads til andetsteds. Vi skal gøre opmærksom på, at personlige ejendele der ikke er placeret i beboernes egne rum, vil blive fjernet i december måned. Ligeledes vil de ekstra kælderrum der uberettiget anvendes til opmagasinering, blive tømt.

Med venlige hilsen

Bestyrelsen

God jul og godt nytår

Udgivet i Bestyrelse, Bygninger, Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park, Veje og fælles arealer | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 3 – december 2006 – Ejerforeningen

Nyhedsbrev 2 – juni 2006 – Ejerforeningen

Herved udsendes 2. nyhedsbrev 2006 til samtlige ejere i Mikkelborg Park (MP).

Ejerforeningen har, siden den ordinære generalforsamling, afholdt et bestyrelses møde samt et enkelt møde med administrator.

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• Husorden: Der kommer stadig en del henvendelser vedr. husordenen. Alle beboere har fået husorden tilsendt og den kan i øvrigt læses på vores hjemmeside. Bestyrelsen har modtaget et par forslag til husorden ændring, og vi arbejder på en revision af denne.

• Maling af facader mm: Arbejdet er påbegyndt og tidsplanen ser i skrivende stund, ud til at holde.

• De grønne områder: Som nævnt på generalforsamlingen, er der blevet ydet selvtægt på skrænterne ved mellem nr.28 og 31. Politiet har afleveret deres rapport til bestyrelsen. Bestyrelsen overvejer det videre forløb.
Bestyrelsen skal henstille til at beboere der nyder det gode vejr med at grille på fællesarealerne, ikke stiller grillen direkte på græsset men benytter en eller anden form for underlag, således at græsset ikke bliver brændt af.

• Svalereder: Rederne vil blive fjernet til oktober.

• Hobbyrum, bordtennisrum mm. Disse fællesrum trænger til en kærlig hånd. Bestyrelsen og beboerrepræsentationen arbejder på at afholde en fælles arbejdsdag, hvor disse rum bliver ”shinet” op.

• Festlokalet: Teknologisk institut har foretaget målinger og udstedt en rapport med anvisninger og anbefalinger til, hvordan lokalet kan blive tæt og brugbart. Vi forventer at dette arbejde påbegyndes i august/september.
Ejerforeningen vil fra og med 1. juli 2006, selv stå for udlejningen af lokalet. Fremover kan lokalet reserveres via E-mail: Fest@mikkelborgpark.dk eller til Charlotte Nilsson MP 17 st th. Leje og rengøring bliver som hidtil på henholdsvis kr. 250,- og kr. 700,-. Depositummet bortfalder og indbetalingen kommer til at foregå via girokort. Ved fremvisning af kvittering for indbetaling, udleveres nøglen umiddelbart inden lokalet skal benyttes. Efter lejemålets ophør, inspiceres lokalet og eventuelt ituslået porcelæn og lignende, opkræves af Dan-ejendomme via girokort.

• Legepladsen: Legepladsen har været til høring i Amtet. Men vi har nu fået grønt lys til at opsætte denne, såfremt den opfylder de krav, der er blevet stillet til udseende og såfremt der ikke inden 30. juni 2006, kommer indsigelser mod amtets beslutning.

• Renovation / containere: Under vores gennemgang af området må vi desværre konstatere, at der stadig er beboere, der ikke gider aflevere storskrald i vores container. Vi skal derfor igen gøre opmærksom på, at de små containerrum kun er beregnet til flasker og aviser. Det er ligeledes vigtig, at der ikke bliver smidt ”ikke brandbart” affald i den store container, da vi ellers bliver pålagt en ekstra afgift på kr. 5.000,- pr tømning.

• Ejendomsfunktionærerne: Niels Bo Grandahl er nu startet som vicevært for ejerne. I juni måned varetages Niels´s funktion af ejendomsfunktionær Hans Jørgen Hemlev. Niels, Dan-ejendomme og bestyrelsen afholder hver måned møde for løbende at tilpasse arbejdsopgaverne. For at give Niels den fornødne arbejdsro, skal bestyrelsen indskærpe, at alle henvendelser til Niels, sker i de af Dan-ejendomme, fastlagte tider. Samtidig indskærpes det, at Niels ikke har noget med ejernes/lejernes bolig at gøre. Al indvendig vedligehold er for ejernes egen regning.

• Altanværn mm: Bestyrelsen har indgået aftale med Sadolin i Hørsholm om levering af Olie, maling mm. For at få rabat hos Sadolin, kræves en rekvisition. Denne kan fås ved henvendelse til Lise Kure, Kirsten Havgaard eller Thomas Flandrup. Aftalen vedhæftes dette nyhedsbrev. Bestyrelsen har i samarbejde med Sadolin, fundet de olier der skal anvendes på træværket: Skovgaard & Frydensberg eller Trip Trap. Sadolin vil rådgive ved køb af olie.

• Plaskeværn: Bestyrelsen har undersøgt forskellige muligheder og priser for opsættelse af plaskeværn. Vi har ikke kunne finde et tilbud der var særlig tillokkende. Derfor har vi allieret os med Jørgen Kops i nr. 30. Jørgen har udviklet et værn, der både er pænt, billigt og nemt at opsætte. For at få en helhed i det arkitektoniske, har bestyrelsen besluttet at det kun er Jørgen Kops model, der fremover må anvendes som plaskeværn. Tegninger og priser vil blive lagt ud på vores hjemmeside. Dog kan tegninger rekvireres hos Jørgen Kops eller Thomas Flandrup. Det færdige produkt kan ses ved at gå om på østsiden af nr. 30. Vedlagt dette nyhedsbrev er vedhæftet et billede af et ”prøve værn”

Med venlige hilsen

Bestyrelsen

Udgivet i Bestyrelse, Bygninger, Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park, Veje og fælles arealer | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 2 – juni 2006 – Ejerforeningen

Nyhedsbrev 1 – marts 2006 – Ejerforeningen

Herved udsendes 1. nyhedsbrev 2006 til samtlige ejere i Mikkelborg Park (MP).

Ejerforeningen har nu eksisteret i knapt 1 år, og siden bestyrelsen blev valgt, har der været afholdt 12 bestyrelsesmøder, 2 budgetmøder samt en række møder med eksterne håndværkere, beboere, ejendommens administrator mm.

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• Budget: Det skal ikke være nogen hemmelighed, at budgettet stadig optager en stor del af vores arbejde. Vi har mange ønsker men ikke penge nok til at opfylde dem alle. Arbejdsgangene har til tider været besværliggjort af, at både Sam-pension og Dan-ejendomme har skullet behandle de forskellige sager. Vores primære opgave har været, at få kontrakter på plads med gartneren, rengøringsfirmaet og Dan-Ejendomme. Vi har i øvrigt fået reduceret ydelserne til Dan-ejendomme med kr. 33.000,- I skrivende stund, er vi ved at gennemgå hele kælderen for at danne os et overblik over de ekstra kælderrum der er udlejet samt få udarbejdet nye kontrakter for disse.

• Husorden: Der kommer stadig en del henvendelser vedr. husordenen. Alle beboere har fået husorden tilsendt og den kan i øvrigt læses på vores hjemmeside.

• Renovering af altanværn/kældernedgange: Arbejdet er afsluttet og tilbage står kun et par justeringer hos enkelte beboere.

• De grønne områder: Vores fællesarealer er og bliver det store samtaleemne. Vi må erkende, at vi bor et sted med 220 forskellige meninger og ønsker. Bestyrelsen har modtaget en del forslag til disse områders fremtidige udseende. Vi har valgt at dette års budget skal dække det almindelige vedligehold samt beskæring og fældning af enkelte træer. Vinterbeskæringen er nu ved at være afsluttet.
Desværre har der igen i år, været ydet selvtægt på den østvendte skrænt mellem nr. 28 og 31. Hærværket er blevet meldt til politiet. Den endelige regning for dette hærværk, er endnu ikke tilgået bestyrelsen.
Det er vores håb, at man i løbet af foråret vil reparerer belægningen omkring 5 af vores riste på stierne, samt omlægge en del af de østvendte terrasser mellem nr. 28 og 31.

• Svalereder: Der mangler stadig at blive fjernet en del af disse.

• Beboerrepræsentationen: I januar 2006 blev der valgt en ny bestyrelse. Formand blev Jørgen Melchior, MP 15 st th. Telefon nummer og mail adresse er lagt ind på vores hjemmeside.

• Festlokalet: Det var bestyrelsens håb, at renoveringen af lokalet kunne påbegyndes i begyndelsen af det nye år. Der kommer stadig vand ind i lokalet, men det ser ud til, at indtrængningspunktet er blevet lokaliseret. Vi krydser fingre.

• Intranet: I efteråret blev nedsat en arbejdsgruppe, der skulle se på mulighederne for at installere Intranet/Internet, telefoni og kabel TV. Arbejdsgruppen har indhentet forskellige tilbud og bestyrelsen arbejder fortsat på projektet.

• Hobbyrum: Hobbyrummet er endnu ikke blevet ryddet. Vi håber at vi, sammen med beboerforeningen, kan får gjort noget ved rummet i løbet af foråret.

• Legepladsen: Legepladsen vil blive opsat i april.

• Renovation/containere: Under vores gennemgang af kælderen, måtte vi desværre konstatere, at det stadig kniber for nogle beboere, at huske at lukke de affaldsposer man smider ud. Der bliver stadig smidt aviser og ugeblade i skakten. Det ser specielt meget slemt ud i opgang 13. I opgang 18 er der en beboer, der mener, at vindfanget er til at smide reklamer i. Hvis man ikke er interesseret i at modtage reklamer, kan man ved henvendelse på posthuset, få udleveret et mærkat der oplyser om, at man ikke ønsker at modtage reklamer. Det kan ikke være rigtigt, at vores ejendomsfunktionærer skal bruge tid og energi på at samle papir og affald op efter beboerne.
Da man ikke længere sorterer affald i kommunen, og da vi har en storskralds container, har vi sløjfet vores 3 små bio-containere. De blev alligevel kun brugt til storskrald.

• Vaskeriet: Vi har fået indført et nyt system med betalingskort. Det ser ud til at fungere ubeklageligt. Det er vores ønske og mål, at vi i 2006 kan få renoveret vaskeriet.

• Ejendomsfunktionærerne: Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at begge vores funktionærer blev opsagt. Vi har fået henvendelser fra beboere der undrede sig over, at vi ikke havde informeret om opsigelserne. Bestyrelsen valgte ikke at offentliggøre dette, af menneskelige hensyn. Som nævnt i forrige nyhedsbrev, blev funktionærernes arbejdsområde ændret, hvorfor der fremover kun ville være arbejde til en mand. Bestyrelsen valgte også at genansætte den ene af vores funktionærer. I forbindelse hermed, blev der på enkelte beboeres foranledning, startet en underskriftsindsamling, der skulle tilkendegive, at bestyrelsens beslutning ikke var forenelig med beboernes ønsker. Det er bestemt ikke morsomt at skulle opsige medarbejdere, men det er heller ikke specielt morsomt, set i lyset af, at vores arbejde er ulønnet og frivilligt, at blive truet anonymt på telefonen. Vi er tilhængere af debat men ikke trusler. Heldigvis er der også beboere, der har tilkendegivet deres tilfredshed med vores arbejde.

• Eventuelt: Bestyrelsen skal her til sidst gøre beboerne opmærksom på, at alle henvendelser vedr. den daglige drift og vedligeholdelse, skal ske direkte til Dan-Ejendomme. Andre henvendelser kan ske til Næstformanden.
Dan-Ejendomme har opsagt deres aftale med Falck således at vi ikke mere kan ringe til dem såfremt der måtte opstå et behov. En ny aftale er indgået med ” Sikkerheds partner”. Deres telefon nummer er: 70 113 113. Disse oplysninger findes ligeledes på vores hjemmeside.

Der vil snarligt blive indkaldt til ordinær generalforsamling.

Med venlige hilsen

Bestyrelsen

Udgivet i Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 1 – marts 2006 – Ejerforeningen

Nyhedsbrev 2 – december 2005 – Ejerforeningen

Herved udsendes 2. nyhedsbrev 2005 til samtlige ejere i Mikkelborg Park (MP).

Ejerforeningen har nu eksisteret i knapt 7 måneder, og siden bestyrelsen blev valgt, har der været afholdt 10 bestyrelsesmøder samt 5 delmøder med blandt andet ejendommens administrator.

Vi vil gerne via dette nyhedsbrev, orientere ejerne om vores arbejde siden sidste nyhedsbrev.

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• Budget: Det skal ikke være nogen hemmelighed, at budgetlægning og kontrakt gennemgang, har lagt meget beslag på bestyrelsens arbejde. Vi har målrettet arbejdet på, at holde udgifterne i ave samtidig med at servicen ikke måtte bliver forringet.
For at kunne få et godt produkt, har det været nødvendigt, at gennemgå samtlige kontrakter på de entrepriser der gælder for ejendommen. Som en konsekvens heraf, bliver en omlægning af den daglige drift, vedligeholdelse, rengøring samt gartnerarbejder, omlagt. Det vil i 2006 betyde, at arbejdsgange og procedure omlægges og visse terminer på fastlagte ydelser, ændres.

• Husorden: Der kommer stadig en del henvendelser vedr. husordenen. I den forbindelse har bestyrelsen udsendt ejendommens husorden samt retningslinier for valg af farver, vedligehold af altanværn samt forretningsgang i forbindelse med ændringer af facader mm. Et nyt reglement er under udarbejdelse og vil blive fremlagt på generalforsamlingen.

• Renovering af altanværn/kældernedgange: Arbejdet er påbegyndt og forventes færdig i løbet af december. Vi havde håbet, at udskiftningen kunne ske opgang for opgang således at beboerne blev generet mindst muligt. Dette var desværre ikke muligt. Kældernedgangene er nu ved at blive renoveret. Arbejdet forventes afsluttet i starten af december.

• De grønne områder: Rigtig mange beboere har ytret ønske om en gennemgribende renovering af de grønne områder. Bestyrelsen har i den forbindelse været på 3 have vandringer. Bestyrelsen er blevet enig med Sampension om, at skrænterne skal holdes i, hvad man kalder, skovbunds ”look”. Det betyder, at selvsåede planter, herunder Hasseris, skal klippes ned. Vi har, ved at omlægge gartnerens arbejde, fået frigjort midler til at fælde og beskære forskellige områder. Dette ekstra arbejde påbegyndes i uge 49. Området ved legepladsen vil først blive klargjort til foråret. Til dette projekt, vil bestyrelsen bede om hjælp fra interesserede og mulige brugere, for at få ryddet underskoven. De større træer der skal fældes, vil gartneren tage sig af.

• Svalereder: Vores små sommer gæster har desværre en eventyrlig evne til at svine. Problemet er ikke ukendt, og vi forsøger at finde en løsning. Dan-Ejendomme er i efteråret blevet bedt om at sørge for at rederne bliver fjernet. Dette arbejde er desværre ikke blevet afsluttet.

• Beboerrepræsentationen: I oktober blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor det eneste punkt på dagsordnen var valg af ny bestyrelse. Dette var ikke muligt, hvorfor der ikke pt. findes en beboerrepræsentation her i Mikkelborg Park. I skrivende stund har bestyrelsen fået oplyst at man påregner at afholde en ny generalforsamling i januar 2006.

• Hjemmesiden: Vores hjemmeside er blevet overtaget af Ejerforeningen. Hvis og når en ny beboerrepræsentation er valgt, vil udgiften til hjemmesiden www.mikkelborgpark.dk blive delt.  

• Festlokalet: Det er bestyrelsens håb, at renoveringen af lokalet kan påbegyndes i begyndelsen af det nye år. Der kommer stadig vand ind i lokalet men det ser ud til, at indtrængningspunktet er blevet mindsket anseeligt. Når lokalet er blevet tæt og istandsat, bliver det sandsynligvis ejerforeningen, der fremover skal stå for udlejningen samt den daglige vedligeholdelse. Bestyrelsen har på nuværende tidspunkt kontakt til en beboer, der gerne vil stå for det praktiske.

• Intranet: Der er blevet nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på mulighederne for at installere Intranet/Internet, telefoni og kabel TV. Arbejdsgruppen vil senere fremlægge deres konklusion/indstilling.

• Kælderrum og gange: Bestyrelsen er ved at gennemgå lejekontrakter på de ekstra kælderrum som ejendommen er i besiddelse af. Vi forventer at have et nyt sæt lejekontrakter klar i begyndelsen af 2006.
Bestyrelsen har sammen med ejendomsfunktionæren, gennemgået alle kælderrum. Private ejendele der ikke er placeret i de til lejemålet/matriklen hørende kælderrum, vil blive fjernet.

• Hobbyrum: Hobbyrummet er efterhånden blev et lager for adskillige effekter. Disse vil i lighed med effekter uden for kælderrummene, blive fjernet. Det er bestyrelsens intention, at afholde en ”oprydnings dag” således at hobbyrummet kan benyttes til det, det oprindeligt var tænkt som.

• Eventuelt: Bestyrelsen skal her til sidst gøre beboerne opmærksom på, at alle henvendelser vedr. den daglige drift og vedligeholdelse, skal ske direkte til Dan-Ejendomme og ikke til de på ejendommen, tilknyttede medarbejdere. Andre henvendelser kan ske til Næstformanden.

• Vaskeriet: Som det måske er de fleste bekendt, ophører Danmønt med at eksistere ved udgangen af 2005. Dan-Ejendomme arbejder på en løsning til betaling for vask. Der vil i løbet af december blive etableret et kortbetalingssystem, således at forbrug i vaskeriet vil blive opkrævet sammen med betaling af fællesudgifter og for lejerne, sammen med lejeopkrævningen. Vaskeriet vil være lukket den 6 og 7. december.

Bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle beboerne en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Med venlige hilsen

Bestyrelsen

Udgivet i Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 2 – december 2005 – Ejerforeningen

Nyhedsbrev 1 – august 2005 – Ejerforeningen

Herved udsendes 1. nyhedsbrev 2005 til samtlige ejere i Mikkelborg Park (MP).

Ejerforeningen har nu eksisteret i knapt 4 måneder, og siden bestyrelsen blev valgt, har der været afholdt 5 bestyrelsesmøder.

Vi vil gerne via dette nyhedsbrev, orientere ejerne om vores arbejde.

Følgende sager er blevet og bliver behandlet:

• Legeplads: Allerede inden ejerforeningen blev stiftet, var beboerne blevet lovet en ny legeplads. Denne er nu blevet indkøbt og vil i løbet af foråret 2006 blive etableret på det samme areal som den tidligere. Arealet vil dog forinden opsættelsen, blive ryddet således at dette vil fremstå mere imødekommende for legepladsens brugere.

• Husorden: Bestyrelsen skal endnu engang erindre om husordenen. Der må ikke opmagasineres effekter udenfor bebyggelsens kælderrum. Sådanne effekter vil blive fjernet og bragt til containerpladsen.

• Renovering af facader/træværk/altaner: Bestyrelsen har på et møde med Dan-Ejendomme og Sampension fået oplyst, at licitationen på det pågældende arbejde har været behæftet med en række fejl. Derfor er malerarbejdet blevet udskudt til 2006. Udskiftningen af altanværn påbegyndes i september, jævnfør udsendt skrivelse fra Dan-Ejendomme. De 4 nedgange til kælderen vil ligeledes blive renoveret i indeværende år. Fælleslokalet er stadig i samme forfatning som i foråret. Lokalet bliver ikke renoveret før man er helt sikker på, at der ikke kommer mere vand ind.

• De grønne områder: Bestyrelsen holder løbende øje med vedligeholdelsen af de grønne områder. I skrivende stund er vi ved at undersøge forskellige løsningsmodeller for den videre vedligeholdelse, indenfor de økonomiske rammer, der er blevet afsat. Bestyrelsen skal på havevandring i september. Her vil de ønsker beboerne er kommet med, blive diskuteret og en endelig plan vil blive udarbejdet for 2006.

• Vedligeholdelse generelt: Bestyrelsen er, som de øvrige beboere, interesseret i at Mikkelborg Park er så velholdt som mulig. Bestyrelsen arbejder med forskellige løsningsmodeller for dette. Det er et større puslespil der skal gå op. Vi håber at have en endelig plan klar i begyndelsen af det nye år.

• Svalereder: Det er blevet aftalt med Dan-Ejendomme, at ejendomsfunktionæren skal tage kontakt til de beboere der bor på øverste etage, således at han, via altanerne, kan fjerne svalereder. De resterende reder vil blive fjernet i forbindelse med renoveringen af facaderne.

• Hjemmesiden: Umiddelbart efter generalforsamlingen, aftalte den nye bestyrelse, at ejerforeningen også skulle repræsenteres på bebyggelsens hjemmeside. Der er i den forbindelse blevet oprettet en ny menu, der hedder ”Info til beboerne”. På denne side er der en masse links til forskellige instanser. F. eks: DSB, HUR, Hørsholm kommune mm.

• Budget: Bestyrelsen har i de forløbende 4 måneder, brugt en del tid på at gennemgå ejendommens budgetter. Vi forsøger at begrænse udgifterne så meget som muligt, uden dog at forringe vedligeholdelsen.

• Administrationen: Bestyrelsen forhandler i øjeblikket med Dan-Ejendomme om at få en reduktion i administrationssalæret. Vi forventer sagen afsluttet primo september.

• Eventuelt: Bestyrelsen vil i løbet af efteråret tage kontakt til beboerrepræsentationen for i fællesskab, at se på mulighederne for at etablere intranet i bebyggelsen. Vi vil også forsøge at stable nogle aktiviteter på benene. Vi er ligeledes blevet forespurgt om vi ville være interesseret i at skifte fra naturgas til fjernvarme. Det tilbud vi har modtaget ser meget interessant ud. Der vil være en mulighed for at få en pæn besparelse på varmeudgifterne.

Med venlige hilsen

Bestyrelsen

Udgivet i Bestyrelse, Bygninger, Ejer, Nyhedsbrev, Nyt om Mikkelborg Park, Veje og fælles arealer | Kommentarer lukket til Nyhedsbrev 1 – august 2005 – Ejerforeningen